
PROJEKT
Få borgernes stemme med
6 min læsetid
Udsatte borgere skal spørges – også om døden
I stedet for at udvikle en ny palliativ indsats bag skrivebordet gik man ud og spurgte borgerne selv, hvad der betyder noget i den sidste tid af livet.

Da Svendborg Kommune begyndte at stille udsatte borgere spørgsmål om deres ønsker til den sidste tid, var svarene ikke nødvendigvis store eller dramatiske.
En borger ønskede sig bare én ting: en bustur.
For ham handlede det ikke om at opleve noget spektakulært, men om at kunne gøre noget normalt.
Andre borgeres ønsker gik i helt andre retninger. Og netop derfor er det så vigtigt, at man kan have en åben samtale om den sidste tid, så den bliver så god som mulig.
Kan være svært at tale om
- Klassisk set har palliation været noget, der var forbeholdt sundhedsfaglige. Men der er mindst lige så mange sociale og pædagogiske aspekter i det, forklarer Nina Adel Vitale, der arbejder som konsulent i Svendborg Kommunes Socialafdeling.
- Døden er nok noget af det, vi som fagprofessionelle på det sociale område taler allermindst om. Men vi bliver nødt til at lære det, siger hun.
Og samtaler om døden er der blevet flere af, efter Socialafdelingen satte gang i en stor indsats om palliation på socialområdet.
Hvad er palliation
Palliation betyder lindrende indsats og fokuserer på at give borgere med livstruende sygdom den bedst mulige livskvalitet og pleje i deres sidste tid.
En stemme til alle i den sidste tid
Indsatsen er finansieret af Sundhedsstyrelsen og hedder “En stemme til alle i den sidste tid: Øget lighed i den palliative indsats for udsatte borgere i Svendborg Kommune”.
Amalie Bjørnestad Platz er projektleder, og hun fortæller, at formålet er at styrke den palliative indsats i en socialfaglig kontekst.
- Vi har blandt andet arbejdet med kompetenceudvikling af nøglemedarbejdere, udvikling af praksisnære redskaber til borgersamtaler, tema-møder og et tættere samarbejde med Palliativt Team, siger hun.
Borgerne skal være med
Samtidig med indsatsen har Svendborg Kommune deltaget i Fremfærd-projektet Få borgernes stemme med, der har til formål at få borgere i udsatte positioner med til at forme nye strategier og indsatser i kommunerne.
- Det har simpelthen været en gave at få det fokus i vores palliative indsats, mener Nina Adel Vitale.
Projektdeltagelsen gav nemlig medarbejderne og projektgruppen modet og metoderne til at gribe indsatsen an på en lidt anderledes måde og arbejde mere systematisk med borgerinvolvering.

“Mens vi lagde planer, kunne vi jo også lige gå ud og spørge nogen”
- Mens vi var godt i gang med at lægge planer, mindede Fremfærds konsulent os om, at vi jo også bare kunne gå ud og tale med borgerne.
- Og det har vi taget med hele vejen: At mens vi lægger planer, projekterer og metodeudvikler osv., så kan man jo også lige gå ud og spørge nogle af dem, det vedkommer, om, hvad de synes, tænker eller oplever, fortæller Nina Adel Vitale.
Så i stedet for først at udvikle løsninger og derefter teste dem valgte projektgruppen at gå ud og tale med borgere tidligt og undervejs i processen.
Erfaringen er, at løsninger bliver bedre af at blive udviklet undervejs sammen med dem, det handler om.
Borgeren ved RORet
Samtalerne med borgerne foregik fx i Kirkens Korshær, på botilbud og i borgernes egne hjem. Borgerne blev ikke kun spurgt om den sidste tid i livet, men også mere generelt om deres tanker om døden, deres ønsker og deres håb.
De mange snakke gav ikke én fælles opskrift på, hvad borgere ønsker i den sidste tid – tværtimod. Nogle drømte om små, nære hverdagsoplevelser, mens andre havde mere symbolske ønsker, som handlede om at blive mindet om noget fra deres barndom eller genopleve betydningsfulde minder og stemninger fra deres liv.
- Noget af det vigtigste, vi lærte, handler om, at borgerne rigtig gerne vil spørges, og vi skal være klar til at tage den samtale
Amalie Bjørnestad Platz
Den læring passer heldigvis godt ind i Svendborg Kommunes overordnede strategi for det sociale område.
- Vi arbejder med det, vi kalder borgeren ved RORet. ROR står for Recovery-Orienteret Rehabilitering, der netop tager udgangspunkt i den enkelte borgers håb, ønsker og drømme. Vi bruger det i alle mulige andre sammenhænge, så det skal vi selvfølgelig også gøre i borgernes sidste tid, siger Nina Adel Vitale.
Input skaber ændringer
Både Nina Adel Vital og Amalie Bjørnestad Platz har været rigtig glade for erfaringerne med øget borgerinddragelse.
For inspirationen fra Få borgernes stemme med har gjort en mærkbar forskel.
Borgernes input fik nemlig konkret betydning for udviklingen af en række redskaber, bestående bl.a. af en serie samtalekort. Dialogen kortlagde fx en række emner, der var vigtige, og emnerne er så afspejlet i kortene, der løbende er blevet tilpasset i dialog med medarbejdere.
Døden er et abstrakt emne, og undervejs blev det tydeligt, at der også var behov for et samtaleredskab til borgere med kognitiv funktionsnedsættelse og eventuelt manglende sprog. Derfor udviklede man en særlig samling visuelle samtalekort med enkle illustrationer til at hjælpe samtalen med netop disse borgere på vej.
- Jeg synes, vores erfaringer har givet os mere mod på at lave projekter, hvor vi ikke kender konklusionen på forhånd, men i stedet er åbne for, hvad der kan gøre en forskel for borgerne og udvikle løsningerne sammen med dem
Nina Adel Vital

Vil du se Svendborgs samtalekort om den sidste tid?
Hvad går Svendborgs palliative indsats ud på?
Svendborg Kommune vil have langt større opmærksomhed på palliation for udsatte borgere. Mange medarbejdere på det specialiserede område forbinder nemlig først og fremmest palliation med lindring af fysiske symptomer og som noget, der hører til i det sundhedsfaglige spor.
En vigtig del af den nye indsats En stemme til alle i den sidste tid: Øget lighed i den palliative indsats for udsatte borgere i Svendborg Kommune har derfor været at gøre medarbejderne opmærksomme på, at basal palliation også handler om relationel støtte, håb, tryghed, dialog og hjælp til at skabe mening. Elementer, som netop ligger tæt op ad det socialfaglige arbejde og som kræver bred tværfaglig involvering.
Som en del af indsatsen har Svendborg Kommune bl.a.:
- Sendt 24 nøglemedarbejdere fra Socialafdelingen på 4 dages skræddersyet kompetenceudviklingskursus i samarbejde med Palliativ Enhed på OUH og med deltagelse af gæster fra Kirkens Korshær og kommunens ældreområde.
- Sørget for, at 356 medarbejdere i Socialafdelingen har gennemført et 75 minutters e-læringsforløb udviklet af Palliativ Enhed.
- Afholdt 19 lokale temamøder om palliation for Socialafdelingens medarbejdere.
- Udviklet praksisnære redskaber til samtaler med borgerne: et sæt samtalekort til borgerne, et til medarbejderne og et sæt visuelle samtalekort til borgere med kognitiv funktionsnedsættelse.
- Udviklet Nexus-skemaet ”Din sidste tid og når du dør”, der skal hjælpe medarbejdere med at tage vigtige, praktiske emner op med borgeren.
- Udviklet en pjece om palliation, som er uddelt til alle enheder i Socialafdelingen.

Den sidste tid: E-læring om palliation
Prøv Odense Hospitals gratis e-læringsforløb til sundhedsprofessionelle og andre med interesse for lindring i borgernes sidste tid.
Læs artiklen





